Christnukka

Julen er ovre. Chanukka er ovre. Og det kan mærkes. Maven er udspilet *2, og alle kaloriebomberne skal forbrændes. Selvom det har været lidt varmere hernede, har jeg alligevel julehygget mere, end jeg plejer lige fra den første december.

  Først med de danske tøser, hvor vi også så første (og eneste) afsnit af julekalenderen ”Ludvig og Julemanden”. Man nåede rigtig at komme i stemning med adventskrans, kalenderlys, marcipan og den evige kamp med at lave sin første julestjerne. Den glæde blev total smadret da man trådte ud i en hed sol. Næste forsøg var i Redeemer Church på et tysk julemarked med Ulli og Christina. Tyskerne selvfølgelig! Der smagte jeg for første gang glüwein. Varm vin som egentlig minder ret meget om glüg. Dernæst skulle vi også julehygge lidt herhjemme selv og med beboerne. Så jeg har haft forsøg nok til at komme i julestemning, alligevel kom selve juleaften pludseligt.



Mums

Sufganiots - haps



Vi fandt også Julemanden udenfor Jaffo gate 

 

Glüwein



Adventsfad og havregrød med kanelsukker og æbler

 

Nu er det jo også Chanukka som bliver fejret hernede. Lysenes fest og hvor al maden skal laves på olie. Det er sådan en hygge ved at se alle lysene rundt omkring i vinduerne. En dag på vej hjem kom jeg forbi en form for forsamlingshus for jøder på min gade. Der blev sunget så flot derindefra med rene mandestemmer. Derfor måtte jeg stoppe op og stå udenfor deres vindue og smuglytte, mens jeg vist nok kom til at optage det samtidig med på min mobil. Lige da jeg begyndte at gå, kom de ud på vejen og sang og dansede i en cirkel, mens de trampede i jorden. Det lød simpelthen så godt. Jeg måtte lige komplimentere dem, og det var åbenbart noget de gjorde hver aften.

  Vi holdt også en fest for beboerne i vores to huse. Vi lavede blandt andet hatte med lys i panden og snurretoppe. Snurretoppene har også noget med chanukka at gøre. Før i tiden brugte man snurretoppene til at lære børnene de hebraiske bogstaver. Grækerne ville ikke have, at de lærte sproget, så man skrev bogstaverne på snurretoppene, så det ville ligne en leg. Derved kunne de gå videre til næste generation. Så blev man det klogere. Derudover skulle vi selvfølgelig også tænde lys og spise sufganiots, hvilket er en rigtig kaloriebombe fyldt med olie. Minder meget om berlinere. De smager udmærket, men eftersmagen er lidt for olieret og fed efter min smag.



Chanukka pynt



Jonathan tænder lysene



Volontørerne og Yasmin (min venstre side)



Gruppebillede af de to huse samlet

Men så kom lillejuledag og juleaften endelig.


Julen er den travleste tid...



...der skal pyntes juletræ...



...vaskes mere op end normalt...

...pyntes fint bord så det matcher (bemærk hjertetema)...

 

...og selvfølgelig pakkes gaver op :)



Betlehem

Så går turen til Betlehem den første dag i Chanukka. Det ville næsten være en skam ikke at besøge Jesus fødeby, når man nu er her i julen. Bortset fra at al julestemning bliver forvandlet til et lysshow. De pynter juletræer med juletræer, vifter og diskolys. Alt med måde.
  Vi startede med at tage en taxa til Herodion, Herodes den stores fæstning. Et kæmpe mindemærke vi kunne se helt fra Jerusalem, da vi kørte ud af byen. Her havde han opholdt sig og haft sit private amfiteater med plads til 300 mennesker, varme/kulde bade, rituelle bade, synagoge og cisterner, som vi var nede at gå i. Der havde jøder gemt sig fra Bar-Kokhba-oprøret mod romerne. Herodes er også kendt for sine bygningsværker, så det var spændende at gå rundt på et af hans egne steder, der netop skulle mindes ham. Jeg lærte ham også bedre at kende. Man kendte allerede lidt til hvor magtfikseret han var, eftersom han slog en masse drengebørn ihjel efter sin søgen på Jesus barnet. Men han slog også en af sine egene koner ihjel, da han var bange for, at hun ville gøre oprør. Selv efter sin egen død, havde han befalet, at der skulle smides jord på fæstningen, så andre ikke kunne få glæde af den. Derfor er den så høj, og toppen ligner, at den er skåret af.

Helene har vist svaret



Toppen af Herodion

Cisterne


Derefter kom højdepunktet næsten på turen. Et besøg hos en palæstinensisk græsrodsbevægelse Wi’am, som er et palæstinensisk konflikt resolutions center. Her skulle vi besøge en palæstinensisk flygtningelejr. Først delte vi et måltid, hvor vi fik Upsite down, hvilket er det engelske navn på en palæstinensisk ret. En risret hvor de vender gryden på hovedet. Når de så tager gryden op, skal de sige en velsignelse. Det gjorde de dog ikke denne gang, og vi kunne ikke lade være med at grine lidt af, at risene så faldt sammen. Efter maden fik vi et oplæg om deres arbejde for fred og derefter en tur rundt i flygtningelejren. I starten kunne man bare ikke helt finde ud af om det var en bydel eller flygtningelejr. Det de fortalte var også lidt farvet, men nogle ting var også fakta. Vi sluttede af oppe på et tag. Her kunne man også fornemme den lidt tryggende fornemmelse ved at opholde sig indenfor en mur israelerne har bygget. Muren gik helt op af byen og slyngede sig så ind til Rachels grav, som er et helligt sted. Jeg troede man havde lært noget efter Berliner muren. Israelerne siger det er sikkerhedsmæssige årsager, men palæstinenserne kan bare vade forbi muren, når der ikke er vagter selvom de ikke må, og det er ikke en hemmelighed. De ved det godt. Så den palæstinensiske guide mente, at muren er mere for at undertrykke dem. Derudover styrer Israelerne også deres vand. De kan ikke bare tappe det fra hanen, men får vand ca. hver 25 dag. Hvilket er forskelligt, så de skal tjekke hver dag, for så at fylde de deres vandbeholdere op, som står på taget. Det skal de så bruge til toilet, bad, rengøring, mad osv. Adrian en dansker har boet der kort og oplevet ikke at have vand i 14 dage, så det måtte han købe på flaske. Det kan hurtigt blive meget dyrt. Vi så også verdens største nøgle, som symboliserer at palæstinenserne har gemt deres nøgle til deres gamle hjem og stadig håber på at kunne komme hjem en dag.

  Derudover blev vi inviteret ind af en familie, hvor de serverede virkelig sød te, som sad i ganen lang tid efter. Manden havde siddet i fængsel, for at være en del af modstandsbevægelsen, hvilket han også havde været. Nu havde han så svært ved at finde arbejde, og var hjemmegående. Han havde ikke lov til at forlade Betlehem. Familien - faderen og brødrene - blev nødt til at hjælpe til, hvor det knep økonomisk. Det der dog forundrede mig mest var, at hele familien kom på den sorte liste. En kollektiv straf. Det var flot, han var villig til at fortælle om sin situation. Det havde været hårdt for ham at sidde i fængsel, for det meste i celler og han blev rykket en del rundt. Alligevel fortrød han ikke sine handlinger, de havde kun gjort ham stærkere. Det er underligt lige pludselig at sidde i stue med en sød familie, som er rigtig rar og med dejlige børn og vide, at hans handlinger har gjort, at hans børn og måske børnebørn automatisk står på en sort liste.

Verdens største nøgle - hvor passer den mon til?

Vandtanke på taget

Muren der snor sig tæt op...



...og ind i byen til Rachels grav

 Til slut sluttede vi af i fødselskirken og gennemgik det kendte tekststykke fra bibelen, som starter med: ”Og det skete i de dage…” Jakob var så sød at rive alle vores eventyrlige barndomsbilleder i stykker om Jesu fødsel, til vi stod tilbage med et billede af en ganske almindelig fødsel fra den tid, som kunne have foregået stille og roligt. Tak for det Jakob!

  Alligevel formåede jeg stadig at beholde lidt at juleglæden, for selve julebudskabet er jo stadig det samme, og det billede vil aldrig ændre sig. Derved kunne vi ved mørkets frembrud se jule/disko lysene blive tændt på Manger Square, mens vi drak varm kakao med skumfiduser og spiste kage. Tak til efterlønnen og det par som gerne ville dele ud af deres efterløn J Det smagte nu godt.

Juletræ med diskolys

Maccabi Haifa – Schalke 04

Så er Europa League godt i gang, og hvorfor ikke støtte lidt op om de lokales hold. Yasmin min israelske rumbo var så flink at bestille billetter for to af de tyske volontører og mig. Der var lidt problemer, da vores tasker skulle tjekkes, inden vi kom ind på stadion. De ville ikke lukke mig ind allerførst og stod og diskuterede mit store kamera. I starten var der kun folk, som talte hebraisk, hvilket ikke gjorde det nemmere, men da en engelsktalende mand kom og forhørte sig lidt mere, fandt de endelig ud af, at jeg rent faktisk havde en billet. Så fik jeg alligevel lov at passere.



  Ingen af de to tyskere var så heller ikke Schalke fans, så vi kom til at sidde på tribunen sammen med Maccabi Haifa fansene. Jeg med min grønne studietrøje og de andre, som købte grønne Maccabi Haifa halstørklæder. Så kunne vi ellers synge med på deres sang. For de havde kun en og den var meget lige til. Lå lå lå lå lå jarok lå lå lå. Jarok betyder grøn på hæbraisk. Kampen var godt nok lidt kedelig. Energien var primært i to af hjørnerne, hvor Schalke fansene var presset sammen. De havde scoret til 1-0 hurtigt i første halvleg. Maccabi havde chancen for at udligne på straffe men brændte. Så må de også leve med at tabe 3-0. Efter 2-0 føringen begyndte Schalke fansene at synge julesange. Det var hyggeligt. Så blev man også lige mindet om, at det rent faktisk var december måned, vi var kommet til, selv om man kunne nøjes med at sidde i en langærmet trøje kl. 11 om natten.



Venter på bussen - De kommer når de kommer



Flotte biletter

Maccabi Haifa

Arkæolog for en dag

Lidt ude for den gamle by er der en dal, hvor der tidligere blev smidt en del ud fra det gamle tempel. Derfra er der samlet spandevis af sten og andet godt. Jeg var så heldig at få lov til at lege arkæolog for en dag sammen med de andre danske tøser. Allerførst fik vi et lille oplæg om det gamle tempel, og hvad man har fundet derfra både fra dalen men også andre steder. Derefter fik vi selv lov til at skulle finde ældgamle sager. Spandene stod allerede klar til os, og så var det ellers bare at hive den første frem og gennemgå dens skjulte indhold. Vi blev delt op i to til tre og fik et bord hver med en rist i, hvor der nedenunder var et afløb for vandet. Indholdet skulle vi inddele i seks kategorier: metal, glas, potteskår, mosaik, specielle sten og knogler, og så var der resterne. Hvis vi så fandt noget ekstra specielt, fik vi lov at ligge det på en blå tallerken, som vi til slut ville gennemgå. Så der gik hurtigt sport i, hvem der fandt flest ting, og hvem der fandt det mest specielle. Vi blev dog tjekket, inden vi fik lov at tage en ny spand, så vi ikke smed noget betydningsfuldt væk, der gemte sig. Ikke fordi dette er stedet hvor arkæologer finder så meget nyt, men det er mere oprettet for omtalens skyld.

   Dagens skatter som vi fik ”gravet” frem var bl.a. en sten fra templets gulv, et skår fra en blålig tallerken og et flot skår fra en olielampe. Til slut blev der uddelt diplomer for vores indsats. Det skulle ud og fejres med en bid mad. Eller det var rettere Dittes fødselsdag, som skulle fejres. Men stadig en fortjent sandwich fra the holy bagel.



Lise kategoriserer genstandene



Hvilken skal man dog vælge?



Maria og Helene - vores überhold

Anne bliver tjekket

Dagens udgravning

Landing

Så er jeg vist også landet godt nu. Jeg har været her en måneds tid og har endelig taget mig sammen til at lave en blog, som jo egentlig ikke var så svært. Men hvis vi tager den helt fra begyndelsen, havde jeg en god landing i både i lufthavnen og her på Beit Aviv, som er min nye arbejdsplads frem til slutningen af juni.



Flyveturen ind over Tel Aviv

Is på ruden

Turen gik smertefrit, men som alle andre volontører her i Israel, er det med visum aldrig helt lige til. Jeg havde de papirer, jeg skulle bruge for at komme ind i landet, men af en årsag bad kassedamen mig pænt om at stille mig ud til siden til skue for alle andre. Der kunne jeg så stå og vente til en mand kom og hentede mig og førte mig videre ind på kontoret. Hmm hvad kan problemet mon være? Han stillede mig nogle flere spørgsmål, og jeg gav ham nummeret til Dina, som står for alle volontører hernede. Efter en lille snak med hende, fik jeg endelig et stempel i mit pas for en måned, hvorefter jeg selv måtte skaffe mig en aftale på visumkontoret for at ændre mit turistvisum. Fri til at gå fandt jeg hurtigt min bagage, som næsten var den eneste tilbage på rullebåndede. Der stod heller ikke flere folk og ventede, så det var lige til at komme til. Derefter var det bare med en sherut til Jerusalem. En mand var så sød at stå og råbe en op, lige når man kom ud og guide en hen til den rette, så var det bare med at vente til minibussen blev fyldt, så vi kunne køre.



   Ved Beit Aviv blev jeg sat af og bussen kørte. Der stod jeg så udenfor et hegn og kendte ikke koden til at komme ind. Havde kun set ortodokse i dette kvarter (eftersom det er et amerikansk ortodokst kvarter), så jeg følte ikke helt for at hoppe over hegnet eller at råbe ind mod huset. Der stod jeg så i ti min. og overvejede mine muligheder, da to tyskere nærmede sig mig grinende. Bedre sent end aldrig. Manageren Hadas var der ikke, så de skulle tage imod mig. De var rigtig søde og senere om aftenen, blev jeg introduceret til de andre to tyskere og en israelsk pige Yasmin, som var min nye rumbo. Fedt! Hun havde arbejdet der fast i tre år.

Dagen efter fulgte Lea en af de tyske volontører med mig på visumkontoret. Hun havde selv en aftale. Jeg var færdig efter fem min, og mens jeg ventede på Lea, overhørte jeg to danskere tale sammen. Det havde jeg ikke lige forventet. Jeg må have kigget lidt sjovt på dem, eftersom de standsede op og begyndte at tale til mig. De var fra Ordet og Israel og fortalte så, at visumreglerne blev lavet om samme dag som jeg rejste ved 12 tiden. Nu skulle det ordnes i Danmark inden afrejse. Så gav det hele pludselig mening igen.



   Mit visum har jeg stadig ikke fået ændret. Det er åbenbart min opgave at huske både Hadas og Dina på, at de skal sende nogle papirer til mig flere gange. Så efter at have stået op kl. 7 om morgenen og møde ind på kontoret, kan man ikke snakke sig fra at mangle et stykke papir fra Dina. Så jeg fik en pæn lap papir i hånden med en ny aftale. Stemplet i mit pas udløb d. 23. dec., men det gør åbenbart ikke noget, når man har en aftale. Folk tager meget stille og roligt på det hernede. Selv danskerne siger: ”du kan bare få en ny tid”. Og så kan man ellers opholde sig her i landet lidt ulovligt.

Efter at have mødt den danske pige Anne, som også var volontør, blev jeg hurtigt inviteret med til en guidet tur på oliebjerget samme dag og shalom night hos den danske præstefamilie om fredagen, hvor der var hygge. Begge arrangeret af israelsmissionen, som jeg herefter har hægtet mig meget på.



Udsigt over den gamle by

Lækre nederdele til låns ved Magdelena kirke

 

Magdalena kirke



Nogen der har brug for et lift?



Hønemor og kyllingerne





Fadervor