Betlehem

Så går turen til Betlehem den første dag i Chanukka. Det ville næsten være en skam ikke at besøge Jesus fødeby, når man nu er her i julen. Bortset fra at al julestemning bliver forvandlet til et lysshow. De pynter juletræer med juletræer, vifter og diskolys. Alt med måde.
  Vi startede med at tage en taxa til Herodion, Herodes den stores fæstning. Et kæmpe mindemærke vi kunne se helt fra Jerusalem, da vi kørte ud af byen. Her havde han opholdt sig og haft sit private amfiteater med plads til 300 mennesker, varme/kulde bade, rituelle bade, synagoge og cisterner, som vi var nede at gå i. Der havde jøder gemt sig fra Bar-Kokhba-oprøret mod romerne. Herodes er også kendt for sine bygningsværker, så det var spændende at gå rundt på et af hans egne steder, der netop skulle mindes ham. Jeg lærte ham også bedre at kende. Man kendte allerede lidt til hvor magtfikseret han var, eftersom han slog en masse drengebørn ihjel efter sin søgen på Jesus barnet. Men han slog også en af sine egene koner ihjel, da han var bange for, at hun ville gøre oprør. Selv efter sin egen død, havde han befalet, at der skulle smides jord på fæstningen, så andre ikke kunne få glæde af den. Derfor er den så høj, og toppen ligner, at den er skåret af.

Helene har vist svaret



Toppen af Herodion

Cisterne


Derefter kom højdepunktet næsten på turen. Et besøg hos en palæstinensisk græsrodsbevægelse Wi’am, som er et palæstinensisk konflikt resolutions center. Her skulle vi besøge en palæstinensisk flygtningelejr. Først delte vi et måltid, hvor vi fik Upsite down, hvilket er det engelske navn på en palæstinensisk ret. En risret hvor de vender gryden på hovedet. Når de så tager gryden op, skal de sige en velsignelse. Det gjorde de dog ikke denne gang, og vi kunne ikke lade være med at grine lidt af, at risene så faldt sammen. Efter maden fik vi et oplæg om deres arbejde for fred og derefter en tur rundt i flygtningelejren. I starten kunne man bare ikke helt finde ud af om det var en bydel eller flygtningelejr. Det de fortalte var også lidt farvet, men nogle ting var også fakta. Vi sluttede af oppe på et tag. Her kunne man også fornemme den lidt tryggende fornemmelse ved at opholde sig indenfor en mur israelerne har bygget. Muren gik helt op af byen og slyngede sig så ind til Rachels grav, som er et helligt sted. Jeg troede man havde lært noget efter Berliner muren. Israelerne siger det er sikkerhedsmæssige årsager, men palæstinenserne kan bare vade forbi muren, når der ikke er vagter selvom de ikke må, og det er ikke en hemmelighed. De ved det godt. Så den palæstinensiske guide mente, at muren er mere for at undertrykke dem. Derudover styrer Israelerne også deres vand. De kan ikke bare tappe det fra hanen, men får vand ca. hver 25 dag. Hvilket er forskelligt, så de skal tjekke hver dag, for så at fylde de deres vandbeholdere op, som står på taget. Det skal de så bruge til toilet, bad, rengøring, mad osv. Adrian en dansker har boet der kort og oplevet ikke at have vand i 14 dage, så det måtte han købe på flaske. Det kan hurtigt blive meget dyrt. Vi så også verdens største nøgle, som symboliserer at palæstinenserne har gemt deres nøgle til deres gamle hjem og stadig håber på at kunne komme hjem en dag.

  Derudover blev vi inviteret ind af en familie, hvor de serverede virkelig sød te, som sad i ganen lang tid efter. Manden havde siddet i fængsel, for at være en del af modstandsbevægelsen, hvilket han også havde været. Nu havde han så svært ved at finde arbejde, og var hjemmegående. Han havde ikke lov til at forlade Betlehem. Familien - faderen og brødrene - blev nødt til at hjælpe til, hvor det knep økonomisk. Det der dog forundrede mig mest var, at hele familien kom på den sorte liste. En kollektiv straf. Det var flot, han var villig til at fortælle om sin situation. Det havde været hårdt for ham at sidde i fængsel, for det meste i celler og han blev rykket en del rundt. Alligevel fortrød han ikke sine handlinger, de havde kun gjort ham stærkere. Det er underligt lige pludselig at sidde i stue med en sød familie, som er rigtig rar og med dejlige børn og vide, at hans handlinger har gjort, at hans børn og måske børnebørn automatisk står på en sort liste.

Verdens største nøgle - hvor passer den mon til?

Vandtanke på taget

Muren der snor sig tæt op...



...og ind i byen til Rachels grav

 Til slut sluttede vi af i fødselskirken og gennemgik det kendte tekststykke fra bibelen, som starter med: ”Og det skete i de dage…” Jakob var så sød at rive alle vores eventyrlige barndomsbilleder i stykker om Jesu fødsel, til vi stod tilbage med et billede af en ganske almindelig fødsel fra den tid, som kunne have foregået stille og roligt. Tak for det Jakob!

  Alligevel formåede jeg stadig at beholde lidt at juleglæden, for selve julebudskabet er jo stadig det samme, og det billede vil aldrig ændre sig. Derved kunne vi ved mørkets frembrud se jule/disko lysene blive tændt på Manger Square, mens vi drak varm kakao med skumfiduser og spiste kage. Tak til efterlønnen og det par som gerne ville dele ud af deres efterløn J Det smagte nu godt.

Juletræ med diskolys