Volontør i Israel: Landing

Så er jeg vist også landet godt nu. Jeg har været her en måneds tid og har endelig taget mig sammen til at lave en blog, som jo egentlig ikke var så svært. Men hvis vi tager den helt fra begyndelsen, havde jeg en god landing i både i lufthavnen og her på Beit Aviv, som er min nye arbejdsplads frem til slutningen af juni.

Flyveturen ind over Tel Aviv

Is på ruden

Turen gik smertefrit, men som alle andre volontører her i Israel, er det med visum aldrig helt lige til. Jeg havde de papirer, jeg skulle bruge for at komme ind i landet, men af en årsag bad kassedamen mig pænt om at stille mig ud til siden til skue for alle andre. Der kunne jeg så stå og vente til en mand kom og hentede mig og førte mig videre ind på kontoret. Hmm hvad kan problemet mon være? Han stillede mig nogle flere spørgsmål, og jeg gav ham nummeret til Dina, som står for alle volontører hernede. Efter en lille snak med hende, fik jeg endelig et stempel i mit pas for en måned, hvorefter jeg selv måtte skaffe mig en aftale på visumkontoret for at ændre mit turistvisum. Fri til at gå fandt jeg hurtigt min bagage, som næsten var den eneste tilbage på rullebåndede. Der stod heller ikke flere folk og ventede, så det var lige til at komme til. Derefter var det bare med en sherut til Jerusalem. En mand var så sød at stå og råbe en op, lige når man kom ud og guide en hen til den rette, så var det bare med at vente til minibussen blev fyldt, så vi kunne køre.

Ved Beit Aviv blev jeg sat af og bussen kørte. Der stod jeg så udenfor et hegn og kendte ikke koden til at komme ind. Havde kun set ortodokse i dette kvarter (eftersom det er et amerikansk ortodokst kvarter), så jeg følte ikke helt for at hoppe over hegnet eller at råbe ind mod huset. Der stod jeg så i ti min. og overvejede mine muligheder, da to tyskere nærmede sig mig grinende. Bedre sent end aldrig. Manageren Hadas var der ikke, så de skulle tage imod mig. De var rigtig søde og senere om aftenen, blev jeg introduceret til de andre to tyskere og en israelsk pige Yasmin, som var min nye rumbo. Fedt! Hun havde arbejdet der fast i tre år.

Dagen efter fulgte Lea en af de tyske volontører med mig på visumkontoret. Hun havde selv en aftale. Jeg var færdig efter fem min, og mens jeg ventede på Lea, overhørte jeg to danskere tale sammen. Det havde jeg ikke lige forventet. Jeg må have kigget lidt sjovt på dem, eftersom de standsede op og begyndte at tale til mig. De var fra Ordet og Israel og fortalte så, at visumreglerne blev lavet om samme dag som jeg rejste ved 12 tiden. Nu skulle det ordnes i Danmark inden afrejse. Så gav det hele pludselig mening igen.

Mit visum har jeg stadig ikke fået ændret. Det er åbenbart min opgave at huske både Hadas og Dina på, at de skal sende nogle papirer til mig flere gange. Så efter at have stået op kl. 7 om morgenen og møde ind på kontoret, kan man ikke snakke sig fra at mangle et stykke papir fra Dina. Så jeg fik en pæn lap papir i hånden med en ny aftale. Stemplet i mit pas udløb d. 23. dec., men det gør åbenbart ikke noget, når man har en aftale. Folk tager meget stille og roligt på det hernede. Selv danskerne siger: ”du kan bare få en ny tid”. Og så kan man ellers opholde sig her i landet lidt ulovligt.

Efter at have mødt den danske pige Anne, som også var volontør, blev jeg hurtigt inviteret med til en guidet tur på oliebjerget samme dag og shalom night hos den danske præstefamilie om fredagen, hvor der var hygge. Begge arrangeret af israelsmissionen, som jeg herefter har hægtet mig meget på.