Volontørfest

Det er da fornemt, at israelerne laver en fest for os volontører. Og næsten en hel ære hvis man havde fået en invitation. Det gjorde jeg ikke. Men alligevel var jeg også inviteret med. Cecilie min kontaktperson fra DJV havde fortalt, at sidste år havde det taget utrolig lang tid udelukkende med taler – også på hebraisk og tysk. Sådan! Så jeg var lidt spændt på, om jeg skulle få lyst til at tage en middagslur. Men heldigvis havde de lavet en masse gode og sjove indslag. I starten var en lidt ældre dame, som havde et godt tav på sin violin og vi var de heldige lyttere. Dog var vi knap så heldige, da en tysk gruppe gik på med kor, tværfløjte, guitar og violin. Som Blackman, tror jeg, engang har sagt: ”Det er utrolig flot, at du kan ramme en halv tone forkert hver gang.” Det måtte jeg også give dem. De virkede helt overraskede over at skulle optræde. Og så havde de glemt nogle sanghæfter, hvorved vi pænt måtte vente. Sangen havde så kun to linjer, så det var godt, de alle fik udleveret et hæfte hver. Men det bedste indslag kom fra en gruppe handicappede, som dansede. De havde sådan et godt humør, at det smittede alle i salen. Selv når de var færdige og gået ned, var der en, som kom tilbage og skulle lige bukke en gang til. Det var en rigtig performer. En mere spøjs gruppe end de handicappede, var nogle koreanere. De lagde ud med slagtøj, hvilket var fedt nok, hvor de også havde medbragt cola flasker og vaskebaljer. Men som prikken over i’et på deres storslåede show, skulle de lige vise en dans til. En 7 årig kunne have danset det samme, men det var nu sjovt. Ikke at forglemme talerne, som også var gode. Et par stykker var meget rørte af vores indsats, hvilket også rørte mig.



De var så søde



En rigtig performer



Tysk kor



Koreansk trommespil



Nu med colaflasker med riskorn i



Dansen som final touch



Mountainbiketur i Latrun

Denne tur havde alle nok glædet sig til – det havde jeg i hvert fald. Savner nu også lidt min cykel derhjemmefra, så det var lækkert at kunne bruge kræfter på udelukkende at cykle rundt i et flot landskab, med gode udsigter hele vejen igennem en hel dag. Jeg må sige, at jeg var lidt spændt eftersom drengene havde prøvekørt det første stykke af turen, som de havde fortalt skulle gå rigtig stejlt. Det gjorde det ikke bedre, da vi havde fået udleveret cyklerne og Adrian foreslog, at jeg skulle tage en lille bakke, hvorved jeg næsten før start var faldet bagover. Her skal man lige huske at lægge vægten foran – tjek.



Startposition

Smil til kamaraet



Men da vi alle ellers havde tjekket vores gear og bremser, kunne vi komme af sted. Jeg nyder rigtig meget at være hernede. Dette ville blive den sidste tur sammen med Anne og Ditte, som skulle hjem til Danmark et par dage senere, og jeg vil komme til at savne hvordan Ditte f.eks. kommer i tanke om, at vi skal da huske at bede for dagen og turen, inden vi kom alt for godt i gang. Det nyder jeg virkelig ved at være i et kristent fællesskab hernede. Jeg beder så meget mere, også før vi spiser på restaurant. Det er fedt! Nu kunne vi bl.a. være taknemmelige for at det ikke regnede, som vi ellers havde været lidt nervøse for, men solen skinnede klart på en blå himmel.

Op af stejle bakker

Jeg må også sige, at jeg er lidt stolt af mig selv, at jeg kun måtte trække cyklen en gang op af bakke, hvor hjulet skred i stenene. Og når man først er røget af på en stejl bakke, er det ikke helt ligetil at komme op igen. Adrian var til gengæld helt vildt sej til det, for mens vi andre prustede og stønnede for at komme op, kunne han ellers tage turen en gang til med et kæmpe smil på læben. Så Jakob turde godt love is til os alle, hvis vi kom op på toppen før Adrian, hvilket vi godt kunne skyde en lang pil efter. Men vi var alle ret seje og nåede helt til tops. Her fik vi så et lidt overraskende besøg. En ting er at se en ude at ride, men når man har knoklet sig til toppen, og der så to sekunder efter kommer en taxa op? Det passer ikke helt sammen.

Helt ude i horisonten kunne vi se Tel Aviv

En lille overraskelse

En måde at rejse på

 



En anden måde at rejse



Og måske et helt tredje alternativ til at rejse



Mudder kunne heller ikke helt undgås - især ikke når man cykler gennem vand



Mens vi stadig var højt oppe tog vi en frokostpause og klatrede op igennem vildnisset, så vi kunne sidde på en skråning og nyde vores velsmurte madpakker til en god udsigt. Jeg havde bagt boller, men Lone havde været endnu mere kreativ og lavet rygbrødsboller – vi skal lige have os en date senere, så hun kan vise mig, hvor hun fandt rygmel og rugkerner.

Up we go!

Kan i se vejen for neden?



Velfortjent frokostpause



Derefter gik turen så for det meste ned af, hvilket gjorde man kunne få vildt meget fart på. Her var jeg ikke så frygtløs, som nogle af drengene, der kunne lave hop. Jeg holdt mig mest i bagenden. Vi var også ude for at to faldt, den ene hen over styret. Heldigvis var det ikke værre end et par hudafskrabninger, så vi nemt kunne fortsætte. En af os var også så uheldig at punktere, men hvad gør det, når man har en ekstra slange og nogle fikse gutter (og Ditte) til at ordne den slags.

Superslim der lapper huller

Ditte som pænt "hjælper" til



Vi sluttede af ved en fem tiden og derefter kunne vi tage tilbage til Jerusalem og spise på en sportsbar, hvor de viste en håndboldkamp fra EM. Det bedste var dog pausen, hvor vi gik helt amok, da de viste klip fra Danmarks tidligere kamp. God afslutning på en god dag.



Mig, Helene, Anne, Ditte, Julie, Søren, Lone, Adrian, Martin
og Jakob bag kamaraet



Ramallah

Her skyder bygningerne noget højere op. Det er så også fordi Ramallah beholder en masse penge selv, som der bliver givet til palæstinenserne, og derefter når pengene ikke så meget længere. Den er lidt mere moderne, og de har også lavet en efterligning af Starbucks, som de kalder ”Stars and Bucks”.

Her i byen havde de også tanke på taget, som de godt nok kunne fylde vand i to gange om ugen, men det var til gengæld heller ikke israelerne, som styrede deres vand.



Treatment & Rehabilitation Center for victims of torture



Det var lidt forvirrende at gå rundt. Jakob vores dejlige guide havde selv 4 forskellige kort med, men det er lidt svært, når der ikke står hvad gadenavnene hedder, og nogle kort skrev tal i stedet for navne. Vi endte alligevel altid i den samme rundkørsel. Den består af fire løver, der symboliserer, de fire stammer Palæstina var delt i før. I Israel skulle der før have været 12 stammer, men nu er der kun to tilbage.

  Vi var selvfølgelig også på marked og var ude at spise på en kristen restaurant. Men her er det måske en lidt omvendt tankegang. Hvis man kan få øl betyder det, at de er kristne, eftersom muslimer ikke må drikke alkohol. Derudover ledte vi også efter en gummiis, som Lise havde sagt, vi måtte smage. Det lød lidt specielt. Men vi fandt den, og det smagte godt. Det er en arabisk slags is, hvor konsistensen er sådan, at den ikke smelter helt. Den er lidt sej og man kan dreje isen rundt om skeen uden den ryger af.



Så ved man at man er på et marked



Eller er det et supermarked?



På hjemturen skulle vi prøve at gå igennem tjek point. Her fik vi lov til at stå og vente i kø sammen med alle palæstinenserne. Først skulle man igennem en gitterport, hvor de slipper tre igennem af gangen. Hvis man var heldig, kunne man blive spærret inde indtil gitterdørene igen begyndte at dreje rundt. Derefter skulle bagagen scannes, og man skulle igennem nogle utrolig følsomme metalporte. En dame tog endda hedes sko af. Når man endelig kom igennem skulle de selvfølgelig se ens visa. De israelske piger, som skulle tjekke os, var sådan lidt provokerende. Bad en vise sit visa, men snakkede så i lang tid med sidemanden og lod en vente på sig. Så kunne man stå der og flagre med hånden. Jakob havde ikke sit pas med men et diplomat identitetskort, som skulle være godt nok. I starten godtog de den dog ikke og sagde, at han skulle gå tilbage og hente sit visa – hvilket er i Jerusalem. Men vi kom alle fire igennem til sidst. Så fik man en smagsprøve for dem, der hver dag skal tidligt op om morgenen og på arbejde på den anden side af muren. Det er jo, som at vente i kø på motorvejen.

Status

• Effi vores altmuligmand har nu installeret et nyt stik i væggen for mig, så jeg ikke længere kan se ledningerne eller hive stikket ud.
• Jeg har vænnet mig til vores sære pære inde på værelset, som blinker, selvom den er slukket. Elektrikeren har haft kigget på den, men han har ikke kunne finde ud af - hvorfor!
• For første gang skal jeg vaske tøj, og vores vaskemaskine er i stykker. En strømpe havde åbenbart siddet fast og var revet i stykker. Så de små genstande skal enten ligge nederst i maskinen eller i en pose. Så det bliver spændende at se, hvor holdbart mit tøj er ;)

Derudover kan jeg berette, at jeg nu er i besiddelse af et stykke volontør visum. Eftersom jeg ikke fik visummet ved mit første aftale, havde jeg nu tid til at opsøge en israelsk læge, så også han kunne bekræfte, at min danske læge sørme havde ret i når han skrev, at jeg var sund og rask. Han spurgte mig kun, om jeg havde været syg eller tog medicin, og så kunne jeg ellers få et stykke papir med stempel. Sådan! Jeg var så heldig at reglerne igen var lavet om, dagen før jeg kom. Så nu kostede visummet for volontører penge. Det kan jeg lide. Det er den frie arbejdskraft, som skal betale J Men jeg er nu glad for, at jeg har fået det ordnet.