Det er da fornemt, at israelerne laver en fest for os volontører. Og næsten en hel ære hvis man havde fået en invitation. Det gjorde jeg ikke. Men alligevel var jeg også inviteret med. Cecilie min kontaktperson fra DJV havde fortalt, at sidste år havde det taget utrolig lang tid udelukkende med taler – også på hebraisk og tysk. Sådan! Så jeg var lidt spændt på, om jeg skulle få lyst til at tage en middagslur. Men heldigvis havde de lavet en masse gode og sjove indslag. I starten var en lidt ældre dame, som havde et godt tav på sin violin og vi var de heldige lyttere. Dog var vi knap så heldige, da en tysk gruppe gik på med kor, tværfløjte, guitar og violin. Som Blackman, tror jeg, engang har sagt: ”Det er utrolig flot, at du kan ramme en halv tone forkert hver gang.” Det måtte jeg også give dem. De virkede helt overraskede over at skulle optræde. Og så havde de glemt nogle sanghæfter, hvorved vi pænt måtte vente. Sangen havde så kun to linjer, så det var godt, de alle fik udleveret et hæfte hver. Men det bedste indslag kom fra en gruppe handicappede, som dansede. De havde sådan et godt humør, at det smittede alle i salen. Selv når de var færdige og gået ned, var der en, som kom tilbage og skulle lige bukke en gang til. Det var en rigtig performer. En mere spøjs gruppe end de handicappede, var nogle koreanere. De lagde ud med slagtøj, hvilket var fedt nok, hvor de også havde medbragt cola flasker og vaskebaljer. Men som prikken over i’et på deres storslåede show, skulle de lige vise en dans til. En 7 årig kunne have danset det samme, men det var nu sjovt. Ikke at forglemme talerne, som også var gode. Et par stykker var meget rørte af vores indsats, hvilket også rørte mig.
 |
| De var så søde |
 |
| En rigtig performer |
 |
| Tysk kor |
 |
| Koreansk trommespil |
 |
| Nu med colaflasker med riskorn i |
 |
| Dansen som final touch |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar