Ramallah

Her skyder bygningerne noget højere op. Det er så også fordi Ramallah beholder en masse penge selv, som der bliver givet til palæstinenserne, og derefter når pengene ikke så meget længere. Den er lidt mere moderne, og de har også lavet en efterligning af Starbucks, som de kalder ”Stars and Bucks”.

Her i byen havde de også tanke på taget, som de godt nok kunne fylde vand i to gange om ugen, men det var til gengæld heller ikke israelerne, som styrede deres vand.



Treatment & Rehabilitation Center for victims of torture



Det var lidt forvirrende at gå rundt. Jakob vores dejlige guide havde selv 4 forskellige kort med, men det er lidt svært, når der ikke står hvad gadenavnene hedder, og nogle kort skrev tal i stedet for navne. Vi endte alligevel altid i den samme rundkørsel. Den består af fire løver, der symboliserer, de fire stammer Palæstina var delt i før. I Israel skulle der før have været 12 stammer, men nu er der kun to tilbage.

  Vi var selvfølgelig også på marked og var ude at spise på en kristen restaurant. Men her er det måske en lidt omvendt tankegang. Hvis man kan få øl betyder det, at de er kristne, eftersom muslimer ikke må drikke alkohol. Derudover ledte vi også efter en gummiis, som Lise havde sagt, vi måtte smage. Det lød lidt specielt. Men vi fandt den, og det smagte godt. Det er en arabisk slags is, hvor konsistensen er sådan, at den ikke smelter helt. Den er lidt sej og man kan dreje isen rundt om skeen uden den ryger af.



Så ved man at man er på et marked



Eller er det et supermarked?



På hjemturen skulle vi prøve at gå igennem tjek point. Her fik vi lov til at stå og vente i kø sammen med alle palæstinenserne. Først skulle man igennem en gitterport, hvor de slipper tre igennem af gangen. Hvis man var heldig, kunne man blive spærret inde indtil gitterdørene igen begyndte at dreje rundt. Derefter skulle bagagen scannes, og man skulle igennem nogle utrolig følsomme metalporte. En dame tog endda hedes sko af. Når man endelig kom igennem skulle de selvfølgelig se ens visa. De israelske piger, som skulle tjekke os, var sådan lidt provokerende. Bad en vise sit visa, men snakkede så i lang tid med sidemanden og lod en vente på sig. Så kunne man stå der og flagre med hånden. Jakob havde ikke sit pas med men et diplomat identitetskort, som skulle være godt nok. I starten godtog de den dog ikke og sagde, at han skulle gå tilbage og hente sit visa – hvilket er i Jerusalem. Men vi kom alle fire igennem til sidst. Så fik man en smagsprøve for dem, der hver dag skal tidligt op om morgenen og på arbejde på den anden side af muren. Det er jo, som at vente i kø på motorvejen.