Mountainbiketur i Latrun

Denne tur havde alle nok glædet sig til – det havde jeg i hvert fald. Savner nu også lidt min cykel derhjemmefra, så det var lækkert at kunne bruge kræfter på udelukkende at cykle rundt i et flot landskab, med gode udsigter hele vejen igennem en hel dag. Jeg må sige, at jeg var lidt spændt eftersom drengene havde prøvekørt det første stykke af turen, som de havde fortalt skulle gå rigtig stejlt. Det gjorde det ikke bedre, da vi havde fået udleveret cyklerne og Adrian foreslog, at jeg skulle tage en lille bakke, hvorved jeg næsten før start var faldet bagover. Her skal man lige huske at lægge vægten foran – tjek.



Startposition

Smil til kamaraet



Men da vi alle ellers havde tjekket vores gear og bremser, kunne vi komme af sted. Jeg nyder rigtig meget at være hernede. Dette ville blive den sidste tur sammen med Anne og Ditte, som skulle hjem til Danmark et par dage senere, og jeg vil komme til at savne hvordan Ditte f.eks. kommer i tanke om, at vi skal da huske at bede for dagen og turen, inden vi kom alt for godt i gang. Det nyder jeg virkelig ved at være i et kristent fællesskab hernede. Jeg beder så meget mere, også før vi spiser på restaurant. Det er fedt! Nu kunne vi bl.a. være taknemmelige for at det ikke regnede, som vi ellers havde været lidt nervøse for, men solen skinnede klart på en blå himmel.

Op af stejle bakker

Jeg må også sige, at jeg er lidt stolt af mig selv, at jeg kun måtte trække cyklen en gang op af bakke, hvor hjulet skred i stenene. Og når man først er røget af på en stejl bakke, er det ikke helt ligetil at komme op igen. Adrian var til gengæld helt vildt sej til det, for mens vi andre prustede og stønnede for at komme op, kunne han ellers tage turen en gang til med et kæmpe smil på læben. Så Jakob turde godt love is til os alle, hvis vi kom op på toppen før Adrian, hvilket vi godt kunne skyde en lang pil efter. Men vi var alle ret seje og nåede helt til tops. Her fik vi så et lidt overraskende besøg. En ting er at se en ude at ride, men når man har knoklet sig til toppen, og der så to sekunder efter kommer en taxa op? Det passer ikke helt sammen.

Helt ude i horisonten kunne vi se Tel Aviv

En lille overraskelse

En måde at rejse på

 



En anden måde at rejse



Og måske et helt tredje alternativ til at rejse



Mudder kunne heller ikke helt undgås - især ikke når man cykler gennem vand



Mens vi stadig var højt oppe tog vi en frokostpause og klatrede op igennem vildnisset, så vi kunne sidde på en skråning og nyde vores velsmurte madpakker til en god udsigt. Jeg havde bagt boller, men Lone havde været endnu mere kreativ og lavet rygbrødsboller – vi skal lige have os en date senere, så hun kan vise mig, hvor hun fandt rygmel og rugkerner.

Up we go!

Kan i se vejen for neden?



Velfortjent frokostpause



Derefter gik turen så for det meste ned af, hvilket gjorde man kunne få vildt meget fart på. Her var jeg ikke så frygtløs, som nogle af drengene, der kunne lave hop. Jeg holdt mig mest i bagenden. Vi var også ude for at to faldt, den ene hen over styret. Heldigvis var det ikke værre end et par hudafskrabninger, så vi nemt kunne fortsætte. En af os var også så uheldig at punktere, men hvad gør det, når man har en ekstra slange og nogle fikse gutter (og Ditte) til at ordne den slags.

Superslim der lapper huller

Ditte som pænt "hjælper" til



Vi sluttede af ved en fem tiden og derefter kunne vi tage tilbage til Jerusalem og spise på en sportsbar, hvor de viste en håndboldkamp fra EM. Det bedste var dog pausen, hvor vi gik helt amok, da de viste klip fra Danmarks tidligere kamp. God afslutning på en god dag.



Mig, Helene, Anne, Ditte, Julie, Søren, Lone, Adrian, Martin
og Jakob bag kamaraet