Sinai-Jordan tur - Saa sker det!

Nu det nu. Storturen som gaar vidt omkring. Efter at have taget en taxa til Joffihuset, hvilket jeg normalt hader, kunne vi tage i en fällesbus til Eilat, hvor vi skulle overnatte paa stranden. Dette er feriestedet for israelere, og siden det var pesach, var stranden godt proppet, men vi fandt dog en plet ved et forladt telt, som nogen af pigerne undede sig at sove i. Dagen efter gik vi 100 meter for at krydse gränsen til Egypten. Jeg talte desvärre ikke, men er ret sikker paa, at jeg i hvert fald viste mit pas 10 gange. En gang hvor jeg ikke engang behövede at aabne det.

Först körte vi mod Sinaibjerget, hvor vi skulle overnatte. Der var en god vej op af bjerget, hvor vi skulle have vores backpackers paa. Men beduinerne, der var baade i fortrop og bagtrop, var flinke til at holde pauser og bäre baere vores tasker nogen gange. Helt paa toppen var der en butik, hvor vi kunne köbe varmt vand til maden. De beduinere der havde butikken sov heroppe paa skift - 40 dage ad gangen. Men ingen värelser til os. Morten havde sagt, at sidst de var paa denne tur, havde det väret hans värste nat i hans liv. Saa det galt bare om at pakke sig helt ind. Men vi var heldige med vejret, og jeg kom ikke til at fryse. Det var särlig hyggeligt, at kunne vaagne op om morgenen og höre en felixgruppe synge: "I östen stiger solen op". For neden af bjerget gik vi forbi St. Katarina klosteret, hvor det siges at den brändende tornebusk skulle väre.

Boker tov!

Herefter tog beduinerne os med ud i örkenen, som jeg ogsaa har forelsket mig i nu. Negev örkenen i Israel er meget stenet. Her er der saa meget forskelligt. Först gik vi gennem det fineste sand, og saa kan dueodde strand godt pakke sammen i sammenligning. Beduinerne ledte os hen til en "aaben hytte", hvor vi fik vores frokost. Beduin pandekager med salat, feta,  tun o.s.v. Der var ogsaa grönne bananer, som var helt perfekte. Efter vi havde spist og drukket maasser af beduin te og cola, tog de os med gennem White Canyon. Vi skulle kravle ned ved hjälp af reb og nogle af beduinerne kunne tage den paa bare födder som en anden abe. Vi skulle fölge dette landskab indtil vi kom til en oase. Vi fik vist et lille vandhul i en hule, som var deres vandforsygning. Andre beduinere rejste ogsaa hertil for at faa vand, og det var virkelig ikke stort. Lignede et hul paa omkring 4 m2, men han sagde, det aldrig var törret ud, og det blev ved med at fyldes op fra bjergene. Her kulle vi overnatte. Om aftenen kunne vi hygge os rundt om et baal lavet af acacieträ. Det skulle aabenbart ikke brände men glöde - ergo perfekt til skumfiduser :) Elllers fik vi nogle gode grin af, hvad ens krop kunne göre. F.eks. hvem der kunne sidde i beduin stilling, hvem der kunne hente en kop/chipspose fra jorden uden brug af händer, hvor händerne heller ikke maatte röre jorden. En af beduin fätrene skulle saa vise os det ultimative. Fra en underlig stilling paa händer med benene slynget om, kunne han samle sin cigaret op med munden og lave krumspring bagud. Den tog kegler. Jakob var modig til at pröve, men som andre lande paa röven.

Oasen i baggrunden

Jo tak til beduinte - det fik vi masser af :)

Kiks, jordbär, melon, appelsiner, bananer, sodavand - frit slag

Det drak vi ikke!

Dagen efter gik turen gennem örkenen paa kamelryg (drommedar som vi nok ville kalde dem). Virkelig läkker stil at rejse paa. Min var godt nok lidt af en hidsigprop, isär alle de gange den skulle ned at ligge, men jeg fik lov at styre den selv til sidst. Fandt en ting vi havde til fälles - mad. Den ville hele tiden stoppe for at spise, men smagsmässigt var vi nok alligevel ikke helt ens. Tror de grene var lidt for törre og rug efter min smag. Ind i mellem gjorde vi dog holdt for at gaa rundt. Ind i smalle dale, hvor der ikke var plads til tasken og Coulered Canyen i lille udgave. Efter vi havde spist frokost var vi tilskuere til et kamelväddelöb. Og de var ikke altid helt til at styre, saa vi maatte ikke gaa for langt frem. Vinderen og anden,tredje, fjerde pladsen fik bagefter penge og blev kastet höjt op i luften i tiljubel. Jeg jublede ogsaa, da vi landede nede paa Nuweiba strand ved det röde hav. Nu havde jeg ikke väret i bad i fem dage, saa det var saa läkkert at köle af i det klare vand. Vi havde ogsaa mulighed for at snorkle i et lille koralrev. Der var flotte  fisk og koraller. Havet var godt nok ogsaa saltet i forhold til det danske hav, saa man skulle helst ikke smage paa det. Her skulle vi overnatte i smaa hytter. Helene og jeg lagde os ud i sandet halvt under de törre palmegrene fra hytten halvt under stjernerne til lyden af vandet, der brusede ind.

En lille kamelunge der har det godt hos sin moder.

Coulered Canyen

En der har det lidt koldt om örerne, saa han har örevarmere paa.

Herefter var kursen mod Jordan. Vi skulle krydse to gränser. Ind til Jordan skulle de scanne ens öjne. Det gälder om ikke at smile, og det var lidt svärt naar man kom til at grine. Men vi kom alle igennem. Eftersom vi var en kämpe gruppe tourister, skullle man have en guide paa. Saa fölte man sig lidt hensat til en felixrejse med guide paa i bussen. Men turen gik fra Aqaba til Wadi Rum, hvor vi skulle köre rundt i jeeps. En af chaufförerne var dog kun en lille knägt paa maaske 12 aars alderen, hvis ikke mindre. Til slut körte vi mod Petra, hvor vi nu skulle bo paa hotel. Det var lidt af en omvältning. Fra at väre blevet vartet op af beduinerne i Sinai örken, til nu at blive vartet op paa en helt anden luksus maade. Ikke fordi vi havde manglet noget i Sinai overhovet, men de var mere venskabelige og vi fik rigelig med mad og drikke. Men her var der velkomstdrink, karbad, seng, aften- og morgenbuffet, dessert og fladskärm til at se fodbold om aftenen.

Jakob og Pernille - sikke et yndigt par!

Fedt - läkre senge vi kan sande til.

Efter en god nats sövn skulle vi bruge hele dagen i Petra, som er et af de 7 vidundere. Der er flotte store bygningsvärker hugget ud fra klipperne. Engang var det en stor og levende handelsby, som var svär at besätte. Den ligger nemlig i en dal, hvor de ogsaa havde et vandsystem, der gjorde dem selvforsynene. Dette gjorde den svär at erobre. Men efter romernes besättelse, som omlagde handelsvejene ud til havet og jordskälv, gik byen i glemmebogen, indtil en mand i 1812 fandt byen bevogtet. Han klädte sig ud som beduin og sagde han var en pilgrim rejst langvejsfra for at ofre til guderne, hvorved han genfandt denne storslaaede by.

Vandkanaler som gaar rundt i hele byen.

Hvad gemmer sig dog for enden af dalen

F.eks. Al Khazneh (Treasury) - mest velbevarede

Lille udklip af husene i den kämpe by

Close up!

Ampfiteater

Störste kongegrav

Udsigt paa vej op

til Ad-Deir (Monastery)

Os der faar vores frokost i hjörnet.

Efter endnu en nat paa hotel gik dagen med at lege touriter med guide paa hele vejen indtil vi naaede mount Nebo, hvor Sören havde den sidste foreläsning paa turen om udfrielsen af Egypten og det forjättede land. Her paa bjerget skulle Moses have faaet lov til at see ind over Kanaens land, som han aldrig fik lov at sätte sine födder paa. Det maa have väret en endnu flottere udsigt gennem Moses öjne. Herefter gik turen hjem og vi kunne slappe af - lige efter vel og märke, at vi havde brugt tre timer paa at sidde og vente for at kunne krydse gränsen. Vi fik dog alle med hjem under lidt besvär. Saa vi var alle glade, da vi kom igennem.

Udsigt fra mount Nebo

Til minde om Moses

Nu glädede jeg mig ellers bare til en god portion havregröd til morgenmad og faa styr paa maven. Hele turen igennem havde vi faaet vand paa flaske, men deres hygiejne er nok ikke helt i top. Saa min mave havde brokket sig nogle af de sidste dage og dagene efter. Og jeg var ikke den eneste.